10 grunde til at non-monogame forhold går i stykker

Et af argumenterne imod at starte i nonmonogame forhold er, at de jo alligevel ikke holder i længden. Folk i nonmonogame forhold har mange skiftende partnere. Detteer i nogle tilfælde sandt og i andre tilfælde er det ikke. Herunder kan du læse 10 årsager til, at nonmonogame forhold går i stykker.

1 Mangel på rollemodeller

I film og bøger er de fleste personer monogame. Hvis en af karaktererne er polyamorøs (selvom de meget sjældent betegnes som sådan) og forelsket i to personer, er dette ofte grundlag for historiens drama. Den polyamorøse må vælge én af de to personer, så de kan fortsætte som et monogamt par. Til tider slipper den polyamorøse for at vælge, da en af de to elskede dør eller en af dem selv vælger at trække sig. Hvis der forekommer utroskab i historien, er resultatet ofte et brudt forhold, hvorefter der mødes en ny partner, som der kan dannes et nyt monogamt forhold med. Det samme er tilfældet blandt mediepersoner, familie og venner. De fleste er tilsyneladende monogame, da de ikke fortæller om eventuelle romantiske følelser, de har haft for andre end deres partner, og utroskab eller aftalt åbne forhold holdes også ofte hemmeligt, da de ikke ønsker at møde stigmatisering fra deres omgivelser eller offentligheden.

Reklamer derimod promoverer ofte sex og en evt. promiskuøsitet. Her lægges der dog typisk ikke vægt på parforhold og slet ikke de langvarige af slagsen. Vi færdes dermed i et samfund, hvor normen tyder på, at man enten er monogam eller promiskuøs og derigennem får vi vores inspiration til hvordan man håndterer at være den ene eller den anden af de to ting.

Når man beslutter sig for, at man ikke ønsker at leve monogamt og ikke ønsker at være utro, så vælger man enten et åbent forhold, som betyder, at man må have sex med andre end sin partner, eller man vælger et polygamt forhold, som betyder at man må have romantiske og kærlighedsfyldte forhold til mere end én person ad gangen. Disse to typer af forhold bliver sjældent afspejlet i film, bøger og reklamer eller blandt vores familie, venner og mediepersoner, og dermed mangler vi inspiration til hvordan man håndterer og skaber langvarige forhold i de to konstellationer. Vi kan prøve os frem i blinde, spørge vores venner eller finde fora og bøger, der omhandler non-monogami. Hvis vi går til vores monogame venner, bliver vi fortalt, at vores udfordring skyldes vores forsøg på non-monogami, og hvis vi går til vores promiskuøse venner, synes de, at de romantiske følelser ikke er reélle, og vi bare skal nyde sexen noget mere. Heldigvis er der polyvenlige rådgivere, bøger om  non-monogami og et online og fysisk polymiljø. Her skal der dog også sorteres effektivt i de råd, der gives, da mange ikke har en flerårig erfaring med forskellige typer af situationer og erfaring i at skabe de langvarige forhold. Så selvom der findes hjælp af få, er den ikke så bredt funderet, som hjælp til de monogame er. Dermed er det svært at finde folk, som man kan spejle sig i og som resultat kan man nemt træffe de forkerte beslutninger og sætte sine forhold i fare.

Skab et netværk med andre polypersoner her

2 Succes måles på indhold ikke på varighed

Når man stopper med at være monogam, så vil den afvigelse fra den kulturelle norm ofte medføre, at man reflekterer over alle de andre normer, som man er blevet opdraget med. Man vil bruge tid på at vurdere, hvad de andre normer betyder på et praktisk og/eller filosofisk plan for en selv og ens medmennesker. I den forbindelse er der nogen non-monogame der indser, at et forhold ikke kan betegnes som succesfuldt, blot fordi det varer livet ud. Man er nød til at kigge på indholdet af forholdet. Et livslangt ægteskab fyldt med skænderier eller kedsomhed er ikke bedre end et femårigt forhold fyldt med passion og selvudvikling. Ud fra den hypotese er nogle non-monogame bevidst om, at de ikke vil blive i et forhold, blot fordi de nu engang er i det. De vil løbende vurdere, om forholdet stadig er givende for dem. Når der opstår udfordringer i deres forhold, vil de forsøge at løse dem, men hvis udfordringen ikke kan løses og de føler, at der ikke er mere at lære i det forhold, er de parate til at acceptere, at forholdet har nået sin ende.

3 Forhold ender aldrig helt

I overvejelsen om de kulturelle normer er der nogen non-monogame, der beslutter sig for at være relationsanarkister. En relationsanarkist ønsker ikke at putte en etiket på deres forhold, da det dermed bliver bundet af forventninger og antagelser fra samfundet og hinanden. Deres forhold er af en mere flydende karakter, hvor forholdet er, hvad de har lyst til, at det er i nuet. De sætter ikke ord på, hvad de mener, forholdet er. Det er bare. En relationsanarkist kan dermed have alle mulige slags forhold, som vi andre ville definere som venner, elskere, kærester osv.

Når vi oplever, at relationsanarkisters forhold går fra kærester til venner, kan vi mene, at deres forhold er gået i stykker. Relationsanarkisten vil derimod ikke være enig. For dem er der blot nogle dele af forholdet, der har ændret sig. Det betyder ikke, at forholdet er gået i stykker.

4 Frygter ikke at være alene

Folk vælger at være i et parforhold ud fra to motivationsfaktorer. Enten 1. De kan ikke lide at være single. Når de søger et nyt forhold, er det ud fra et ønske om ikke at være single. De vil ofte blive i et forhold, hvor de ikke trives, fordi de frygter at være alene, hvis de slår op. Eller 2. De kan lide den person, de har mødt og nyder det, som den person tilføjer deres liv. De trives fint i deres eget selskab eller sammen med deres venner som single. Når de søger et nyt forhold, er det ud fra et ønske om at udforske en relation med en person, der bidrager med noget positivt til deres liv. De vil ofte stoppe et forhold, hvis de ikke trives i det og de ikke kan rette op på udfordringerne.

Blandt non-monogame mennesker findes, der også folk, der har enten motivationsfaktor 1 eller 2, men i modsætning til de monogame, der har motivationsfaktor nr. 1, så ved de non-monogame med motivationsfaktor nr. 1, at der ER andre, som de kan danne et nyt forhold med. Når de non-monogame færdes i polymiljøet, så vil de opleve og være mere opmærksomme på, at der bliver lagt an på dem. Derfor ved de, at de ikke behøver at være alene, hvis de slår op og ikke har en anden partner på det tispunkt. Det er dermed nemmere for dem, at slå op, end det er for de monogame med samme motivationsfaktor, fordi de ikke forventer at være single i lang tid. De forventer, at de hurtigt finder et nyt forhold, de kan være i.

5 Uvidenheden om eller afhængighed af NRE

Flere forskellige forskere har beskrevet forelskelse som en tilstand, der minder om sindssyge. I polymiljøet bruger vi et udtryk kaldet NRE (new relationship energy – nyt forholdsenergi), som nogen folk kan opleve, når de starter i et nyt forhold. NRE minder meget om forelskelse i den måde, som den påvirker vores hjerner på. Når man i et nyt forhold fyldes med NRE, betyder det, at man ikke længere tænker logisk. Man ser sin nye partner som sin sjælemage. Alt hvad ens nye partner gør, er perfekt og sødt. “Ligger der underbukser på gulvet? Dem vil jeg vaske og binde en rød sløjfe om, før jeg lægger dem i min elskedes skuffe <3 “. Det er først, når NRE er overstået et sted mellem 3 mdr til 3 år, at man irriteret påpeger, hvor vaskekurven er placeret.

Nogle er ikke klar over, at de oplever NRE. Måske kender de ikke til fænomenet eller også tror de ikke på, at det er det, de oplever, mens de er under indflydelse af NRE. Disse mennesker vil have nemt ved at afslutte det gamle parforhold, fordi det ikke kan måle sig med det nye. Det kan også være, at det er den gamle partner, der vælger at afslutte forholdet, fordi de ikke længere føler sig set og ikke længere får opfyldt deres behov i forholdet. En person, der ikke er bevidst om NRE og træffer livsændrende beslutninger i denne sindstilstand, kan risikere at hoppe fra et forhold til et andet igen og igen, fordi de hver gang bruger mest tid på det nye forhold og ikke plejer det gamle.

Der er nogen, der kender til NRE og bevidst hopper fra det ene NRE forhold til det næste. De nyder fornemmelsen af NRE så meget, at de ikke ønsker at dyrke de langvarige forhold og kan i nogle tilfælde bruge NRE som et fix i en grad, der minder om afhængighed.

6 Urimelige hierarkiske forhold

Der findes mange forskellige slags non-monogame parforholdstyper. Et af dem hedder hierarkisk parforhold. Et hierarkisk parforhold består ofte af et ægtepar, der betegner sig selv som det primære par. Alle andre relationer som de har, betegnes som sekundære. Som ordene afspejler, er der en forskel i vigtighed i de to typer af forhold. Det primære par er det vigtigste. De relationer, de har til deres sekundære partnere er mindre vigtige end det primære forhold. De har ofte allerede regler på plads for dem selv og alle kommende forhold, før de har fundet nogle sekundære personer at danne forhold med. Disse regler kan indeholde en vetoaftale, hvor de kan sige nej til alt, som foregår med en sekundær og den sekundære kan ikke forhandle disse regler, når de møder det primære par. Grunden til at folk vælger et hierarkisk forhold kan ofte ses i personernes selvværd, deres manglende lyst til at arbejde med deres egne usikkerheder og deres tillid til hinanden.

Mange sekundære oplever, at hierarkiske forhold ikke er rare at være i. De kan fungere fint, hvis man ikke er så investeret i ens forhold til den person, der er i det primære par, som man har et forhold til, eller hvis den primære ægtefælle formår at lade være med at blande sig i noget som helst. Men hvis man elsker den person, man er i relation med, så er det ikke rart, at få aflyst ens aftaler, fordi den anden part i det primære forhold er jaloux, eller ikke måtte gå på bestemte restauranter eller dyrke bestemte former for sex, fordi det skal være noget særligt for det primære parforhold. Ofte holder de sekundære ikke længe i disse typer af forhold fordi deres behov altid kommer i anden række. Det primære par kan således have en jævn udskiftning i deres sekundæree forhold og ikke forstå, hvorfor de hele tiden finder tilsyneladende egoistiske og dramatiske sekundære partnere.  

Langdistanceforhold er svære

Når man har mere end et forhold, så går man ikke altid så højt op i, om folk bor i nærheden af én, når man starter et nyt forhold op. Man har mere fokus på, om det er en person, som man passer godt til og som vil fungere i åbne forhold. Når forholdet bliver seriøst, kan folk ikke altid bare flytte tættere på hinanden, da de allerede har forpligtelser til andre personer i deres liv. Derfor kan en del non-monogame forhold bestå af langdistanceforhold. Langdistanceforhold er i sig selv svære at få til at fungere tilfredsstillende. Vi mennesker har typisk behov for fysisk nærkontakt til dem vi elsker på en hyppig basis. Så når man igennem længere tid har gået og savnet sin elskede, så er der en del der vælger, at den person bare ikke kan tilfredsstille ens behov. Det er ikke altid, at folk er bevidst om, at det er konceptet langdistance, der er ødelæggende for deres forhold og derfor igen og igen, indgå i langdistance forhold, som de så igen og igen afslutter.

Ikke tid nok

Forhold kræver tid. Når man ikke flytter alle sine forhold ind i det samme hjem, så betyder flere forhold, tid væk fra andre partnere. Jo flere forhold man har, jo mindre tid har man typisk at dele ud af. Man kan dermed komme i situationer, hvor man ganske enkelt ikke har den tid, der kræves, for at et forhold kan trives. Tid begrænses ikke kun af antallet af forhold, men også af hvormeget tid de specifikke personer i forholdet har behov for og af forholdenes alder, da behov for tid kan ændre sig i relation til forholdets alder. Hvis man undervurderer, hvor meget tid man ønsker at bruge på sine forhold og hvor meget tid, man kan bruge på sine forhold, så vil det medføre, at man får startet forhold, hvor det senere viser sig, at der ikke er tid nok til, at forholdet kan trives. Derfor vil nogle forhold ende, når folk ønsker mere tid, end det er muligt at give eller få.

Dårlig til sex

Der er forskellige årsager til, at folk vælger et non-monogamt forhold. For nogen er det et ønske om ny eller bedre sex. De synes, at sex med deres nuværende partner er lidt kedeligt og tror at den eneste måde, de kan få god sex igen, er med en anden. Hvad de ikke har indset er, at de selv kan bære en meget stor del af ansvaret for, at deres sex er kedeligt. Så når de starter i nye forhold, er sexen fantastisk i starten, fordi det er en ny person. I løbet af noget tid bliver sexen dog velkendt og kedeligt, fordi de ikke selv formår at skabe ny og spændende sex. De lægger ansvaret på den anden person, afslutter forholdet og søger igen en ny sexpartner. Denne udskiftning i partnere vil de blive ved med, indtil de finder ud af (hvis de nogensinde gør), at de selv har ansvaret for at skabe et fantastisk sexliv og at det også kan lade sig gøre med den person, som de har kendt i lang tid.

Hvis du vil have inspiration til sex, så gå ind på sexnørd.dk

10 Monogame årsager

I 2015 endte 49 % af alle ægteskaber i skilsmisse. Alle de ting, der er årsag til, at monogame forhold ikke varer evigt, kan også ramme non-monogame forhold.  Hvis man vurderer om polygami fungerer, ud fra hvormange der bliver sammen i langvarige forhold, så kunne det tyde på, at monogami ikke heller virker. Måske skulle vi lade være med at vurdere en forholdstypes succes for menneskeheden i almindelighed, ud fra hvorlænge det varer.

<3 <3 <3 <3 <3 <3 <3 <3 <3 <3 <3

Hvilke af de 10 årsager er en trussel mod dine forhold og hvad vil du gøre ved det?

Etisk nonmonogami med åbenhed, ærlighed og respekt

Tak fordi du deler

Uddannelse: - Cand. Scient. Adfærdsbiolog fra Københavns Universitet. - Kognitiv Coach fra Commitment Lab. Erfaring: - Udfører forskning i nonmonogami. - Underviser i nonmonogami hos Joan Ørtings sexolog- og parterapeutuddannelser. - Giver fagspecialistudtalelser om nonmonogami til journalister, pædagogiske antropologer og sociologer. - Holder debatmiddage om nonmonogami. Privatliv: - Personlig erfaring med promiskuøse fester, utroskab, åbne forhold, åbent ægteskab, hierarkiske forhold, ligestillede forhold, V-forhold, firkløverforhold, mono/polyforhold og solopolyamoriforhold.

Etiket: , , , , , , , , , , , , , ,

Skriv et svar