Sådan åbner du dit forhold

Så du er nysgerrig på, hvordan du egentlig åbner dit forhold? Svaret er selvfølgelig individuelt, da det jo afhænger af hvordan du og din partner omgås hinanden lige nu, men herunder kan du læse nogle af de overvejelser I kan gøre jer.

Er I enige om at åbne op?
Spørg jer selv og hinanden hvad I lægger i ordene, når I siger, at I vil åbne op. I mener måske ikke det samme. Hvor meget vil I åbne op? På hvilke områder? Seksuelt og/eller kærlighedsmæssigt? Overfor alle køn? Sammen eller hver for sig? Skal der være regler? Hvis ja, hvilke og hvorfor? Hvad hvis en regel ikke bliver overholdt? Hvordan sikrer I tillid i jeres forhold? Skal I møde hinandens nye partnere? Kan I sige nej til at jeres partner starter en relation med en person, som gør jer usikre? Hvad med omverdenen? Skal det være hemmeligt eller må nogen få det af vide og i så fald hvem og hvordan? Må I færdes hånd i hånd med den nye partner på hovedgaden eller nær jeres hjem i jeres by? Må de komme ind i jeres hjem? Må de have sex i jeres seng? Skal der skiftes sengetøj bagefter? Hvordan forholder I jer til seksuelt overførte sygdomme? Hvordan og hvor må I finde nye partnere? Hvor stor en del af jeres liv må den nye partner blive? Hvad vil I sige, hvis nogen spørger hvem den nye person er? Hvad med penge til middage og gaver? Hvor meget tid må gå til andre? Hvad med ferier? Er der noget som kun I som primært par må? Eller vil I hellere have ligestillede relationer? Hvordan vil I takle jalousi og behov? Hvordan sikrer I jer at I ikke glemmer hinanden? Hvor hurtigt skal det hele gå? Hvem kan I sparre med, når I bliver i tvivl om hvordan I skal håndtere det hele?

Der er mange spørgsmål, som I vil opdage, hvis I snakker ærligt sammen og spørger nysgerrigt ind til hinandens tanker uden fordømmelse. Det er meget sandsynligt, at nogle af jeres svar på disse spørgsmål ikke vil være ens og hvad gør I så? Hvis I ikke har et problem med at I ikke vil helt de samme ting, hvis I kan rumme, at I ønsker og kommer til at udføre nogle forskellige ting, så er alt jo fint. Hvis jeres forskellige ønsker er i modstrid med hinanden, så I ikke kan gøre begge ting samtidig, så prøv først at finde ud af hvad der ligger til grund for jeres ønsker. Hvilke behov skal de opfylde? Kan de blive opfyldt på en anden måde, så de ikke er modstridende den anden persons ønsker? Snak eventuelt med erfarne polyer, som kan have idéer til alternative måder at tilfredsstille behov. Hvis I ikke kan finde på en løsning, der gør jer begge glade, så overvej at afprøve de to forskellige ønsker i en begrænset tidsperiode og evaluer bagefter. Måske er det ikke så slemt, når det først afprøves i praksis og måske giver den praktiske erfaring nye idéer til små variationer, der gør de forskellige ønsker I har nemmere at leve med.

Hvordan vil I åbne op?
Nogen springer direkte ud i autonome ligestillede forhold, fordi det føles mest naturligt for dem og andre har brug for en mere gradvis åbning af forholdet, hvor de langsomt vænner sig til en ting ad gangen. Den sidste metode kan udleves med såkaldte babysteps. Et lille skridt ad gangen.

Hvis I er til babysteps, så find først ud af hvad slutmålet er. Find derefter ud af hvilke trin der skal til, for at nå til det mål. Bræk processen ned i så små delmål som muligt. Hvis målet er, at I skal have en kæreste hver, så kunne babysteps bestå af 1. opret en datingannonce. 2. snak med andre datingprofiler. 3. snak frækt med andre. 4. send og modtag frække billeder med andre. 5. tag på cafédate med en anden. 6. tag ud og spis aftensmad med en anden. 7. hav romantiske oplevelser med en anden. 8. hav sex med en anden. Aftal derefter at I tager et skridt af gangen og snakker bagefter hvert skridt om hvordan det føltes og hvad I kan gøre, for at styrke jeres forhold med hinanden imens. I kan vælge, at I først tager næste skridt, når jeres partner er ok med det. Sæt eventuelt en tidsbegrænsning på hvorlænge I maks er på hvert skridt pga jeres partner, hvis en af jer har en tendens til at ikke arbejde med sine egne usikkerheder og dermed kan forhale processen i urimelig lang tid.

Selvom I lægger en plan for hvordan I vil åbne jeres forhold, så vær opmærksom på at livet ikke altid følger ens plan. Nogle gange møder man mennesker eller er i situationer, der ikke passer ind i den skabelon, som man har lagt. Tag det som en anledning til at snakke sammen om nye babysteps og en ændring af jeres skabelon, så den afspejler virkeligheden.

Nogle foretrækker at sikre deres eget forhold ved at gå efter at skabe en triade eller et hierarkisk forhold eller at den nye person højst må være en elsker. Vær opmærksom på hvad denne indstilling egentlig siger om hvordan du betragter dit eksisterende forhold på og hvordan din tilgang til andre mennesker er. Læs gerne bogen More Than Two, der gennemgår alle elementer i relation til denne tankegang.

Skal I have krav og regler til hinanden og andre?
Først. Husk at der er forskel på regler og grænser. Regler er en “lov” om hvordan andre skal opføre sig. Grænser er hvad man selv vil finde sig i. Begge dele har konsekvenser, men fokus er forskelligt. Regler er en måde at forsøge at styre andre, hvor grænser er en udmelding om ens egne behov. Det kan være svært at skelne imellem de to, fordi både regler og grænser kan formuleres som det modsatte. En vigtig skelen er, at ved grænser overlader man det til modparten om de vil overholde dem eller ej, og omhandler typisk ekstreme situationer, som de fleste er enige om, at ingen bør finde sig i, hvor regler er en aftale man har indgået i fællesskab og omhandler ofte specifikke dagligdagsdetaljer, hvis formål er at gøre en eller begge personer trygge, fordi de dermed ikke behøver forholde sig til den usikkerhed, som detaljen kan skabe.

Mange starter med regler, for at føle at de har kontrol over situationen, men de overser, at de dermed indirekte siger, at deres partner ikke af egen fri vilje ville vælge, at løfte deres behov, hvis de fortalte dem. Hvis ens partner altid vil lytte til ens behov og så vidt muligt gøre så meget som muligt for at tilfredsstille dem, hvad skal man så med regler? Hvis de i stedet vælger at ikke have regler, så giver de hinanden mulighed for at bekræfte deres kærlighed hver eneste gang de lytter til hinandens behov og tilfredsstiller dem af egen fri vilje. Dette styrker forholdet meget mere, end hvis man bare overholder en regel.

Hvis man vælger regler, fordi man har problemer i sit forhold med tillid og fordi man ikke stoler på, at ens partner vil én det bedste, så husk at i et nonmonogamt forhold, bliver alle problemer ofte forstørret og gentaget endnu mere end i monogame forhold. Så åben ikke forholdet, som en metode til at løse problemerne i det, men se det gerne som en mulighed, for at udvikle jer som mennesker og par og kom endnu tættere på hinanden. Når det åbne forhold er en videreudvikling af ens forhold og afprøvning af nye ting, så er ærlighed og åbenhed overfor hinanden et typisk fundament for forholdet, fordi dette modarbejder utroskab og gør det nemmere at arbejde med en eventuel jalousi.

Hvad med viden om den nye partner?
Det øjeblik I går fra to til tre, fire, fem eller flere, så vil I opleve, at det påvirker rigtig mange af de ting, I har taget for givet i jeres monogame forhold. Hvis I eller en af jeres nye partnere ikke er køkkenbordspolyer, hvor I kan hygge sammen i sofaen derhjemme eller tage afsted til arrangementer sammen, så er tid og viden faktorer, I skal forholde jer til.

I relation til tid bliver I nød til at blive gode planlæggere, så ingen føler sig overset. Rigtig mange vælger en online kalender såsom google calendar, som I kan dele med hinanden, så I nemt kan se hvornår andre har planer og hvornår I selv kan booke en aftale. Formålet med kalenderen er ikke at sikre, at alle får lige meget tid, omend den kan bruges til dette, hvis det er et behov for alle. I mange tilfælde har personerne i relationerne dog forskellige behov for tid. En som har mange relationer vil typisk ikke have lige så meget tid til dem alle, som en, der kun har to og nogle har et højt behov for alenetid, tid til deres karriere, børn eller hobby og ønsker dermed ikke en masse tid med deres partnere. Så kalenderen er til simpel koordinering.

Kalenderen har dog også den fordel, at den pr. automatik giver viden til alle relationer. Det bliver nemt at se, hvad ens relation laver med andre og man har dermed et udgangspunkt, hvis man ønsker at vide noget om ens metamours. Her kommer den anden udfordring. Folk har forskellige grænser for hvad de ønsker at andre, som de ikke er i relation med, skal vide. I er derfor nød til at være tydelige omkring hvornår noget er fortrolig viden og hvornår noget kan deles med andre relationer. Dette kan være en svær balancegang for nogen og nemt for andre alt efter om de typisk taler åbent om alt eller typisk er meget privat omkring sig selv og andre. I kan ikke gøre så meget andet end at være tilgivende overfor uheld og vurdere om jeres egne grænser bliver overtrådt for tit.

For at være tilgivende, er det ofte nemmere, hvis man kender sine metamours. Det kan derfor anbefales, at møde dem, så man ser dem som mennesker, frem for fantasi idealer eller stereotyper. Men det er ikke alle, der ønsker at møde deres metamours og det bliver man nød til at acceptere, hvis man går ind for, at alle bestemmer over deres egne forhold og deres egen krop.

Held og lykke med at åbne jeres forhold
og husk at søg hjælp hos ligesindede.

åbent forhold

Ærlighed, Åbenhed og Respekt

Tak fordi du deler
Om

Uddannelse: - Cand. Scient. Adfærdsbiolog fra Københavns Universitet. - Kognitiv Coach fra Commitment Lab. Erfaring: - Udfører forskning i nonmonogami. - Underviser i nonmonogami hos Joan Ørtings sexolog- og parterapeutuddannelser. - Giver fagspecialistudtalelser om nonmonogami til journalister, pædagogiske antropologer og sociologer. - Holder debatmiddage om nonmonogami. Privatliv: - Personlig erfaring med promiskuøse fester, utroskab, åbne forhold, åbent ægteskab, hierarkiske forhold, ligestillede forhold, V-forhold, firkløverforhold, mono/polyforhold og solopolyamoriforhold.

Etiket: , , , , , , , , , , , , , , , ,

Skriv et svar