Polygami – spørgsmål og svar

Polygami – spørgsmål og svar

Polygami, bigami og flerkoneri er et ord, der provokerer mange. Måske fordi vi her i vesten har en tendens til at tænke på alle de negative ting, som vi har hørt om denne livsstil. Polygami kan dog også være en ganske positiv ting for dem, der er polyamorøse. Så for at give et mere nuanceret billede på ordet polygami, har jeg her besvaret en række spørgsmål, jeg er blevet stillet om polygami.

Hvad er forskellen på polygami og bigami?

Bigami er at man er gift med to og kun to personer. Derfor ordet bi.

Polygami er at man er gift med flere personer. Derfor ordet poly. Som polygam kan man være gift med 2, 3, 4 osv personer.

Bigami er dermed en underkategori af polygami.

Der er også polygyni, der er en mand, der er gift med flere kvinder aka flerkoneri.

Og polyandri, der er en kvinde, der er gift med flere mænd.

Er polygami i barnets tarv?

Er skilsmisser? I vesten har vi en tendens til at gifte os for vores egen skyld. Ikke for børnenes. Vi stoler på, at hvis de voksne omkring børnene er glade, så vil det være givende for børnene. Ulykkelige voksne er i hvert fald ikke. Børn er generelt meget gode til at sanse deres omgivelser, så hvis man tror, at man kan skjule sin ulykkelighed for dem, så vil man nok blive slemt skuffet, når børnene bliver voksne og fortæller én sandheden eller hvis de er vokset op i tryghed og fortæller én det før.

Går polygami ud over nogen?

Umiddelbart ikke, hvis alle indgår i ægteskabene med åbenhed, ærlighed og respekt.

Hvad med tvangsægteskaber med teenagere?

Tvangsægteskaber bør forblive ulovlige. De foregår desværre allerede nu blandt monogame, så det bliver ikke nemmere eller sværere af at lovliggøre polygami. Og der er ingen grund til at sænke den lovlige alder, bare fordi man må gifte sig med flere.

Hvem af dine ægtefæller skal arve dig, når du dør?

Arven kan deles ligeligt mellem alle mine ægtefæller.

Hvis du får børn med flere af dem, skal alle børn så arve?

Ja. Ligesom børn også gør i dag, når deres forældre bliver gift igen og får børn, med den næste partner.

Hvis du er i respirator, hvem skal så beslutte om den skal slukkes?

Det skal alle ægtefæller. Ligesom alle ens børn skal i dag, hvis personen i respiratoren er single.

Hvorfor ikke nøjes med et ikkejuridisk ægteskab?

Fordi kærlighed mellem samtykkende voksne burde anerkendes uanset køn og antal. Når vi ikke vil tillade, at man kan blive gift med alle sine kærester, så sender samfundet et signal om, at man kun kan have én kæreste og at alle de andre bare er et krydderi på tilværelsen og ikke nær så vigtige. Dette er ikke tilfældet for alle de polyamorøse, der går ind for ligestillede forhold.

Rent personligt kan kan vælge at slet ikke gifte sig med nogen, eller vælge at blive skilt fra den person, som man måske var gift med før man blev forelsket i den næste person, for at vise sine relationer at man vægter dem ligeligt, men det ændrer ikke på, at samfundet stadig siger, at man ikke kan elske to personer, når man er voksen.

Derudover bliver samboende i visse situationer betragtet som ægtefæller, når de har boet sammen i lang tid eller hvis de udfører en vis mængde kæresteting sammen, selvom de ikke bor sammen. Så når staten kun vil anerkende én person som kæresterelation, så bliver de andre ikke og man kan ikke gøre noget ved det. Det er rimeligt frustrerende, når man gerne vil dele de forskellige ansvarsområder, især når man har børn. Denne frustration oplevere en del skilsmisseforældre også, når de indgår i nye relationer. Al information går ikke til alle de voksne, men kun til bopælsforælderen.

Måske vil en ny juridisk måde at betragte relationer på, kunne ændre mange af de udfordringer, folk har i dag.

Er man så også juridisk forpligtet over for sin ægtefælles anden ægtefælle?

Den nemme løsning på den problematik er at fjerne al juridisk fra alle ægteskab og samboende og gensidigt forpligtende kæresteforhold uagtet om de er monogame eller polygame. Gør alle ægteskab til folks personlige symbolske kærlighedserklæringer og lad staten betragte mennesker som selvstændige individer.

Hvad med retten til at fastholde kulturelle traditioner?

Folk må stadig gerne vælge at kun blive gift med én person, selvom andre bliver gift med flere. Det er det samme argument, som da vi skulle have homoseksuelle ægteskaber indført.

Handler et ægteskab ikke om at to personer lover hinanden troskab livet ud?

Jo. Som polygam består hvert ægteskab også af en afgivelse af løfter imellem de to personer, der lover at være sammen livet ud. Medmindre man vælger at blive gift som en triade eller mere. De er dog en hel del sjældnere end V-forhold.

Det lidt sjove er, at vores skilsmisserate i Danmark ligger på 49%, at folk oftest bliver skilt efter 7 år og at 1/3 af alle er utro, så hele ægteskabsritualet er allerede bare en forestilling og en symbolsk handling, der viser hvordan man har det her og nu. Så hvorfor ikke bare acceptere dette i stedet for at bruge en fantasi som et argument.

Hvis man vil være anderledes, hvorfor så følge normen og blive gift?

At man vælger at leve sit liv anderledes, betyder ikke, at man lever anderledes på alle områder. Man lever kun anderledes på de punkter, hvor man er anderledes og tør følge det. På de andre punkter kan man leve og ønske at leve ganske “normalt”.

Jeg håber, at jeg har gjort jer lidt klogere, og hvis I har flere spørgsmål er I velkomne til at stille dem i kommentarfeltet.

Etisk Nonmonogami med Åbenhed, Ærlighed og Respekt

Tak fordi du deler

Skriv et svar