Talk Town

Jeg, Naomi Hagelberg, er blevet medlem af bestyrelsen i Foreningen Polyamori Danmark, så nu kan jeg løfte formidlingen omkring polyamori i to fora, alt efter hvad der er mest strategisk smart for at nå ud til så mange mennesker som muligt og gøre en forskel.

Min første opgave i foreningsregi er at sikre, at foreningen deltager i Talk Town

Talk Town er en folkelig debatfestival; en samtaleby om køn, ligestilling og feminisme; et forum for dialog på tværs af faglig og personlig erfaring; et sted for nysgerrighed, netværksdannelse og dialog.
Foreningen Polyamori Danmark vil med sin deltagelse i Talk Town fjerne de fordomme om polyamori, der påstår at det blot består af mænd, der vil have sex udenfor deres forhold og kvinder, der accepterer det, for at holde på forholdet.

Vi vil vise, at polyamori fungerer godt i en kontekst af feminisme og ligestilling.

Det bliver en paneldebat med 5 polyamorøse deltagere, der kort fortæller om deres liv som polyamorøse og deres tilgang til polyamori ud fra en feministisk synsvinkel. Derefter får publikum lov til at stille spørgsmål, som panelet besvarer.
Det er gratis at deltage, så jeg håber, at vi ser dig til arrangementet.

Talk Town afholdes i København på Onkel Dannys Plads i Den Brune Kødby fra onsdag d. 13. Maj til lørdag d. 16. Maj. Vi ved endnu ikke hvilken af dagene, hvad tid og hvor det bliver, da jeg først skal have samlet deltagere, der vil sidde 1,5 time i panelet. Når jeg har dem, så finder vi ud af, hvornår alle kan.

Vil du sidde i panelet?

Jeg leder efter paneldeltagere med følgende parforholdstyper:  Solo-polyer, MKM V-forhold, Ligestillede forhold, Hierarkiske forhold og Relationsanarkister.

Hvis du vil være med eller blot vil snakke med nogen, inden du beslutter dig, så kontakt mig i kommentarfeltet under dette indlæg, på e-mail etisk@nonmonogami.dk eller på telefon +45 6060 4242.

talk town
Tak fordi du deler

Skriv et svar